Ugen er knap begyndt og allerede nu kan jeg se, at der er længere til fredag, end der plejer at være. Jeg er nemlig alene hjemme med hele børneflokken. Ronni er på noget instruktørkursus... førstehjælps... førstehjælpsinstruktør, muligvis.
Sandsynligvis noget i den retning.
Kender du det med, at man glemmer at høre helt præcist efter de små detaljer, men kun fanger de overordnede linjer i den andens arbejdshverdag? Som f.eks. at kurset er i Tinglev og at han derfor kan nå at køre over grænsen efter slik....
Nå.
Men.
Imens forsøger jeg at mase arbejdsliv og morliv og Lisliv sammen på de alt for få timer døgnet har at byde på. Hver gang det sker, at jeg er græsenke og jeg lige skal til at have ondt af mig selv, så når jeg næsten altid lige at tænke på de mødre, der af forskellige årsager er alene med deres kuld 24/7. Og så synes jeg, at de har fortjent en medalje! Mindst! Det er muligt, at det bare er mig, der er en odder til at planlægge ugen, så der bliver mere kvalitetstid til mig selv (ja, der står til mig selv! Ikke til børnene! De får al min vågne opmærksomhed), men når mørket falder på og jeg er i det inspirerede hjørne, er jeg som regel for flad til at lave noget. Og hvis jeg allligevel gør, så kommer det til at tage hele natten, fordi jeg ingen stopknap har. Og så er det ikke kun børnene, men også mig, der får svært ved at komme op næste morgen.
Sådan er der så andre mødre, der har det
hver. eneste. dag. Og
de burde ha en medalje! Indtil der automatisk udløses medaljer, kan man jo egentlig bare købe den selv. Jeg har lige købt den her hos
Mille, Marie og mig.
Den skal jeg ha på, når jeg synes det er synd for mig og når jeg glemmer, at selvom jeg ikke er alene med hele banden længe ad gangen, så er jeg alligevel en sej, hårdtarbejdende, kreafrådsende, omsorgsfuld mor til tre tidsslugere af nogle skønne tøser.
Ja, nu vendte jeg så lige bøtten igen, men det er fordi jeg nogle gange har en tendens til at glemme at klappe mig selv på skulderen, når jeg er hverdagssej. Også selvom det ikke er rocket science jeg har gang i. Hvis jeg altid var min egen bedste veninde og ikke mest min egen indre sure, gamle mand, så ville jeg da synes jeg klarer det godt!
Jeg selvpraler, jeg ved det godt. Men det er faktisk sværere end at sætte sit lys under en skæppe. Du kan jo selv prøve i kommentarfeltet. Det har en lettere grænseoverskridende effekt, men udført med måde, tror jeg, at det ville vende mundvigene mere opad på os, når hverdagstsunamien skyller benene væk under en.
Blær away! Hvis du tør....!