Selvom midsommer vel næppe kan betegnes som en egentlig højtid, så er den i min bog en af de mere særlige begivenheder på året. Altså selve midsommeraftenen, Sankt Hans. Jeg kan tydeligt huske barndommens bålfester i grusgraven i Kirkeby, hvor jeg voksede op. Sådan en aften, hvor man får lov at drikke en hulens masse sodavand, spise selvbrændte snobrød i lange baner og være længe oppe uden nogen egentlig grund andet end at der er bål og noget med en heks, der skal brændes af og en eller anden man ikke ved, hvem er, siger en masse som de voksne kalder 'båltale'. Når man er barn. Der er altså bare en helt særlig stemning af en uendelig sommer, der kun lige er startet.
Vi har ikke rigtig taget aktivt stilling til, hvordan vi vil give en hyggelig tradition videre til vores egne unger, så det ender altid med at være sådan lidt panik-panik-det-er-Sankt-Hans-hvor-er-der-bål-googl!-googl!googl!!
Men der er bare ikke noget, der virkelig lokker i lokalområdet, når man har børn, der stadig er så små, at det ikke rigtig kan betegnes som tidligt, når bålet tændes 'allerede' klokken 21.
Istedet tog vi sagen i egen hånd, gravede et hul i børnenes have, fyldte det med diverse træ- og greneaffald, hængte et par lanterner op i blommetræet, slog en dej sammen, fandt nogenlunde velegnede pinde til snobrød og marshmallows og vupti! -Vores helt egen fest i haven, hvor ungerne nød at være med til at lave deres helt egen mad.
Selvom ingen af os svang os op til store båltaler og vi aldrig nåede at få lavet en heks eller huskede at få fortalt, hvorfor man egentlig fejrer Sankt Hans, så har jeg lidt på fornemmelsen, at de alligevel fangede den ånd jeg selv mærkede som barn.
Og lige som man troede, at det ikke kunne blive meget hyggeligere, så viste det sig, at det kunne det faktisk alligevel godt. Vores genbo kom nemlig ind og inviterede os på flere marshmallows i en helt særlig udgave med kiks omkring i deres have. Alle mand hoppede over på den anden side af vejen og ungerne fik lov at være læææænge oppe, mens de voksne lukkede øjnene for, at det strengt taget ikke var weekend dagen efter og for mit eget vedkommende kan jeg da sige, at jeg synes, at den der
Sort Hvede øl sagtens kunne have fået selskab af et par stykker flere, hvis ikke man skulle op næste dag.
Måske er det noget med at bo i en provins, der gør det. At man ikke sådan lige får snakket så meget med dem, der bor omkring en, som man gør, når man bor i lejlighed og ustandseligt møder hinanden på trappen. Men jeg fatter altså simpelthen ikke, at vi har boet i det her hus i lidt over 4 år og først nu er begyndt at ses på en lidt mere selskabelig facon med sådan et par fantastiske mennesker.
Tænk sig alt det sjov man er gået glip af de sidste par år!
Godt der er længe til man bliver gammel og at der stadig er så mange årtier at tage af, at man kan nå at udvide sin sociale horisont.
Også helt pæne sammen, ikke?
Indlæg
