søndag den 29. august 2010

Er der et liv efter neon?

Jeg ved det godt.

Jeg har pøset Formland udover det hele.

Men det var simpelthen så sansemættet en oplevelse at gå rundt der blandt alle de nyeste sager. Ikke mindst at gå og samle alle indtrykkene i en stor tankesky, der fulgte mig rundt fra stand til stand. Ved hver stand blev der stoppet en ny ting, en ny detalje, en ny måde at se noget gammelt på ind i skyen. Nogle af indtrykkene er fordampet igen, mens andre hænger ved og langsomt manifesterer sig til en mere tæt fornemmelse i maven. Og nogenlunde de ord brugte den legendariske Anette Eckmann (ADVARSEL: Link med lyd på!) netop om det at skabe sig et brand, en forretning, en helhed. SE, MÆRK, FØL tendenserne og saml cremen af cremen og du får et helstøbt koncept. Det var powertalk og tog maks. 25 minutter, men hun SAGDE virkelig noget og talte ikke blot.

Blandt de mange inspirerende ord var der dem om farver. Både dem der omgiver os nu, men endnu mere dem, der er på vej. Først tænkte vi: 'Arj! Den der leverfarve får du ikke solgt til os!' Men da vi gik rundt i de 10 forskellige universer hun havde skabt med sit crew i 'MIND SHOP', måtte vi alligevel hurtigt overgive os til netop denne tendens! Det var en følelse af luksus, overskud, forkælelse, fordybelse og i det hele taget alt det som hverdagen sjældent byder på, men som man så meget desto mere føler, at man fortjener!

 Jeg synes, at kombinationen med det lilla og grå er helt fantastisk!
Hvad synes du om farverne? Er de noget for dig?

Formland #6 Rie Elise Larsen

Jeg har flere billeder af porcelænskunstnernes værker, men jeg synes vi trænger til noget andet fra Herning, så nu hopper jeg over i papirafdelingen til en dame, der vist ikke behøver yderligere introduktion.

Rie Elise Larsens stand var stor og flot og meget indbydende indrettet. Det var stylet meget mere end udstillerne i New Note hallen, hvor det meste af porcelænet var. Man havde fornemmelsen af at gå omkring i en rigtig lille butik. Også her var Pernille på udkig efter regi til sin bog og til et andet større projekt, som jeg ikke ved, om jeg må fortælle om. Og så er det jo bedst at tie stille!
Jeg har en amagerhylde næsten magen til på pigernes værelse. Jeg blev helt inspireret til at pimpe den lidt op igen.
Jeg kunne ikke komme højt nok op til at få både den pink ledning med og samtidigt undgå det grimme loft i hallen. Lækker kombi. Neon er ikke død!

Igen var den mørke gråblå farve repræsenteret og også i en så mørkeblå, at den næsten var sort. Uanset, hvor mange billeder jeg tog af den og med alle de indstillinger jeg kunne i tanker om at prøve af på mit kamera, så lykkedes det mig ikke at fange den korrekt. Jeg har snydt lidt og downloadet et billede fra Rie Elise Larsen og her kan du se billeder fra standen og nedenunder den korrekte farve på lampefoden.
Jeg er helt vild med papiret på æskerne også. Særligt de to øverste.
Jeg havde ikke mange billeder tilbage på kortet, da vi kom til Rie Elise Larsens stand, så jeg nåede ikke at få billeder af alt det jeg gerne ville og jeg var også ved at være så træt, at jeg ikke længere kunne se lige. Vi havde trods alt gået rundt i 7 timer!!!
Herunder er derfor endnu et lånebillede, for smykker og det ultralækre papir øverst må I altså også lige ha et glimt af.
Så snart jeg finder en butik med lige præcis dét papir, så skal jeg ha et par ruller, for oppe i hovedet har jeg allerede tapetseret skænken i vores køkken med det. Jeg synes det er klassisk, tidløst og kalder på sprælsk tilbehør. Præcis som med farverne på de armbånd, der er lagt ovenpå. En god base for pjank, uden at det selv bliver kedeligt.
Det er da en succes!

Se mange flere inspirerende billeder på Rie Elise Larsen.

lørdag den 28. august 2010

Formland #5 Louise Kragh - smykker med porcelæn

Jeg tager jer med på et lille svip til Formland igen. Denne gang hos Louise Kragh og de skønne porcelænssmykker.

Pernille og jeg blev øjeblikkeligt forelsket i kombinationen af den mørke gråblå, lys grå og klar gul. Ih, det er bare så pænt, synes du ikke?

Jeg synes alle kombinationerne var rigtig smukke og velafstemte, men lige denne kunne jeg bare snildt se for mit indre blik transformeret til figursyede jakker med markerede skuldre og med chunky tørklæder til, kjoler i silke i enkle snit med grafisk print og i det hele taget bare en masse tøj jeg kunne tænke mig at gå vinteren i møde i. Er det tarveligt at nævne, at sommeren snart er officielt ovre?

Af årsager jeg virkelig ikke kan komme med nogen god forklaring på, er der ingen billeder af de lækre kernelæderarmbånd Louise og Birgitte også laver i stjerneserien, men måske kender du dem allerede? Jeg har lånt dette billede hos By + My, hvor du også kan finde et udvalg af Louise Kraghs smykker og anden porcelæn.
Hos Ankerliving finder du et helt andet udvalg af hendes smykker. De er i virkeligheden nok lidt mere i tråd med det, der blev vist på messen, men jeg synes du skulle have mulighed for at finde dem online mere end 1 sted. Og ellers er Google jo altid din ven. Eller Lougle, hvis du også har set Hot Tub Time Machine og synes det var dejlig dum humor!

***
Jeg har været en tur i Panduro med hele tøseflokken idag og nu, hvor alle sover sødt, vil jeg gå ombord i nogle af de mere delikate sager. Det er ikke fordi de små tøsepiger ikke må være med, men der er bare nogle ting, der er meget rare at holde adskilt fra kombinationen lim og glimmer!

Det kan kun blive en god weekend!

Vi har tømt alle skuffer med glimmer og glitter, pailletter og perler skinner om kap og vi har lim overalt!

Jeg elsker, når mine unger gider lave kreasager med mig. Det er næsten den omvendte verden, hvor den voksne plager børnene om, hvornår de gider lege.
Computeren får lov at hvile sig lidt resten af dagen, for når chancen byder sig, så må jeg hellere slå til!

Hvad skal du lave i din weekend? Noget med champagne? Musik? Teater? Hygge på langs?

fredag den 27. august 2010

Voksipose med ugleapplikation

Jeg har kreeret endnu et betræk til en voksipose. Dette betræk er til Heidi, der har hentet Malthe hele den lange vej ovre fra Colombia. Prøv at se en lille lækkerbasse han er på Heidis blog.

Betrækket til voksiposen er syet i en lækker muldvarpebrun fløjl. Den ser lidt grå ud på billedet, men jeg tror måske det skyldes luven. Det kan da i hvert fald ikke tænkes, at jeg er en paphat til at fotografere det....

Uglen har jeg applikeret på og jeg har brugt vliesofix i stedet for hifix som jeg ellers normalt bruger. Jeg blev anbefalet vliesofixen, fordi lim og papir ikke skiller så let ad som det gør på hifixen. Og så langt vil jeg gerne give min varmeste anbefaling, men jeg synes måske det bliver lige en lille anelse mere stift? Det kan muligvis også skyldes, at jeg har brugt en lidt tykkere fløjl som underlag. Alt i alt er jeg dog nok blevet afhængig af vliesofix i stedet for hifix. Ingen limuheld med strygejernet involveret og dét er da positivt.

Her er en lille fotokavalkade med ugleposen. Der er ugler i posen...undskyld...ku' ikk' la' vær'.....tøhø....

Jeg glæder mig allerede til at sy den næste. Jeg har klippet 3 mere udover denne og så er der bare mig og fri fantasi ahead. Dejligt!

Trænger du til nyt betræk til din voksipose, så send mig en mail på karlssonskudeskab@hotmail.com


SNUP TIPPET: Jeg har lavet en guide til hvordan du laver flot og nem applikation. Du finder den lige her.

Formland #4 porcelæn igen

Jeg har jo lovet mere porcelæn og jeg håber I synes det er lige så lækkert som jeg gør. Idag skal I bl.a. se Liebes krukker, der inspirerede mig til at lave denne her.

Vi starter hos Liebe, hvor farverne var fuldstændig som at træde ind i en slikbutik. Du kender måske Susan Liebes lille lækre butik i Kompagnistræde i København? Hvis ikke, så skal du helt sikkert ikke snyde dig selv for et besøg næste gang du er i nærheden! Det vil du ikke fortryde - det er ikke sikkert, at det samme kan siges for din pengepung!
Læg mærke til den mørke gråblå farve - den gik igen på de fleste af de stande vi besøgte. Mon ikke det er en farve vi snart bliver bombarderet med?

Hvis der ikke havde været andre, skal jeg da ikke afvise, at jeg ville have prøvet at slikke på glasuren, bare fordi den så så lækker og indbydende ud. Mine manerer er heldigvis så gode, at jeg kunne nøjes med at voldpille ved det hele.
Man kan lige ane de fine baderumsskilte i baggrunden og det store kagefad der hænger øverst måtte altså også vældig gerne komme hjem til mig og bo.
Akrylhylder, akryl, akryl, akryl. Det er vist den nye tids mantra.
Jeg er vild med det 50'erinspirerede mønster på de fine æsker!
Man forstår jo snildt, hvorfor Liebe er så populært i Japan. Der er virkelig en japansk ren og enkel fornemmelse over alle elementerne. Bare se den der stiplede linje i venstre side af standen. Hele udtrykket minder mig så meget om japanske blogs, sybøger og mode. Og jeg kender en sød japaner, der pakker så meget af Liebes fine sager og sender til Japan, at hun engang har fået blodnæse af anstrengelserne, fordi japanerne går AMOK i det.

Du finder mange flere lieberier i hendes netshop.

Det næste vi skal kigge på er Louise Kraghs smykker. Du kan starte med et lille smugkig på bloggen. Selvom den ikke er helt opdateret, så giver den alligevel et fint blik bag kulisserne.

Og nu skal jeg sy lidt. Ha en dejlig dag  - det er næsten weekend!

torsdag den 26. august 2010

Klamt dejá-vu

Nu har jeg snart skrevet det her indlæg om nogle gange og det er som om det ikke rigtig gider lystre og blive bare en lille smule kort eller præcist. Måske er det fordi det kommer tæt på på en måde som egentlig ikke er vildt privat eller meget personlig, men alligevel synes jeg, at det er sådan lidt mærkeligt at skrive om og samtidigt har jeg lyst til at skrive om det. Underligt dilemma - har du det også nogle gange sådan med dine indlæg?

Nåmmen, sagen er, at Sofia er besvimet i sin børnehave idag og har slået sig ret grimt i sit ansigt. Hun dejsede bare lige pludselig om ude på badeværelset og slog sit kindben mod toilettet. Meget lidt lady like. Hun blev ret bange og selvom hun hurtigt blev frisk igen og Ronni hentede hende og de kunne være sammen og han kunne passe præcis så godt på hende som jeg, så havde jeg bare mest lyst til at lukke butikken og køre hjem til hende med det samme.

Da jeg var yngre besvimede jeg ganske ofte, første gang da jeg var 10-11 år. Faktisk har jeg besvimet så mange gange, at jeg nu kender alle tegnene på, at det er under optræk. Hvis der f.eks. lugter meget kraftigt af vådt støv, du ved sådan lidt fugtigt halvråddent træ med tykt støv på, så skal jeg hurtigst muligt ud i frisk luft, alternativt holde hovedet nedad i en fart. Jeg rejser mig altid langsomt op (hvis jeg husker det), for ellers bliver jeg meget svimmel. Det kan også fremkaldes af synet af blod i større mængder, der af en eller anden årsag får mig til at himle med øjnene. Det er dog ved at være et par år siden, at jeg sidst besvimede.

Det er ikke fordi de to ting har noget andet med hinanden at gøre udover, at jeg med al tydelighed husker, hvor skidebange jeg blev første gang jeg besvimede og hvor mærkeligt det er at vågne op igen og overhovedet ikke ane, hvad der er foregået og hvorfor man ligger dér på gulvet og hvorfor alle glor som om man er faldet ned fra månen. Og så den dér følelse af at være unormal. Ikke ligefrem fremmende for ens sociale liv.....!

Æv, jeg håber på alle måder, at det var Sofias første og sidste besvimelsesanfald. Jeg ønsker ikke, at hun skal påkalde sig den opmærksomhed eller komme mere til skade eller på anden måde gøre mig 'kunsten' efter. Jeg håber, at hun ikke har fattet ret meget af virakken.

Jeg prøver med papir igen

Okay, det er ikke det sværeste projekt jeg har givet mig i kast med, det indrømmer jeg blankt. Og det behøver det jo heller ikke være for at være sjovt eller resultatet fint.

Vældig inspireret af de papirer jeg fik med hjem fra Rie Elise Larsen på Formland og de fine krukker fra Liebes stand (forbered dig på mere eye candy, når jeg i næste indlæg tager dig med til Formland igen), lavede jeg et lille miks mellem de to i forgårs.


Papiret er i en helt perfekt boudoiragtig lys rosenrød. Det er svært at beskrive farven uden, at mine ord gør den mere svulstig, end den er. Den står i hvert fald superfint sammen med det sorte print. Jeg synes det ligner små 'Batmen'!
Æsken var født med hot pink mønster indeni som jeg lod være som det er. Så passede det nemlig helt perfekt til den store rødlige træperle som jeg har fæstnet i toppen med et stykke lilla metallic lædersnøre.

Idag er jeg på Kunstfabrikken, hvis du skulle være i nærheden og have lyst til at kigge forbi. Der er både udsalg og nye varer. Hvad mere kan man dog ønske sig?

onsdag den 25. august 2010

Formland #3 -mere porcelæn

Det kommer altså lidt i klumper med den her Formlandrapport, for 3 tøser om benene levner ikke mange sammenhængende øjeblikke. Idag var Ronni heldigvis også hjemme til klokken 17, så den tid har jeg bl.a. brugt på at sy på den lækre voksipose (måske var du så snedig, at du så det lille hint, men ellers ved du det nu;)) som jeg viste oplægget til den anden dag.

Og nu videre til Formland og mere porcelæn!

Efter vi besøgte Casalinga gik vi videre til smykker i porcelæn. Vi startede ved Kalejdoskop vs. Laila Stenderup. Her snakkede vi med kreativ direktør og designer Mie Hedeman Mortensen, der gav os en fyldig indsigt i deres produkter.
Vi startede med at gå helt i banjo over armbåndene i gummi med keramiske knapper og en lås, der var lavet af en geværknopdims (undskyld - kan ikke huske, hvad den hed, men det var smart!), der gjorde, at man kunne knappe sit armbånd i 2 forskellige størrelser. Armbåndene findes i gul (den helt rigtige gule farve!), sort og hvid og kan kombineres med hele 11 forskellige farver knapper i lige den farve du bedst kan lide. Og når det hele ligner slik, bliver det jo ikke ligefrem nemt at vælge, vel?

Er de ikke bare lækre? Enkelt, funky & fint på samme tid. Armbåndene koster 325,- og så vidt som jeg forstod, kan man købe ekstra knapper til 80,-
Da vi havde ih'et og ah'et og næh'et over armbåndene nåede vi kun lige at trække vejret, før vi fik øje på hele serien af scrabble- og terningesmykker. Og for en gangs skyld var der også tænkt på mændene! Kalejdoskop vs. Laila Stenderup har nemlig ikke bare skabt fingerringe og øreringe, næh, der var også slipsenåle og manchetknapper. Ronni er ikke manchettypen, men måske er din mand? De var altså ret fine!
Søde Mie var så overmåde venlig at forære både Pernille og mig en ring med et scrabblebogstav efter eget valg. Tusinde tak igen, Mie! HELT umuligt at vælge, men det lykkedes mig da at finde en frem for de andre til sidst. Jeg valgte et Q til 8 point og først da jeg kom hjem til ham, der fylder benzin på bilen, blev der lavet jokes med den. Jaja, hvad ved sådan en kørekortløs pige som mig da også om det?!

Her er et lille kig på de fine porcelænssmykker på sølv.
Man vil jo eje hele alfabetet, ikke? Det har KVSLS heldigvis tænkt på, så hvis du har lyst til en anderledes og udskiftelig knuckle tattoo, så må du ind til Kalejdoskop vs. Laila Stenderup i Skipper Clementsgade 4 i Aalborg.

Ørestikkerne koster 300,-/par og fingerringene 350,-/stk. Manchetknapper og slipsenål koster alle 550,-

Og så troede du lige det var slut, men de flittige damer laver også puder, puffer og små lygtehuse. Jeg nåede kun at fange en enkelt af dominopuderne med kameraet. Den er stor, hele 45x65 cm og den var dejligt fast og ville være helt genial til gulvpude. Den koster 899,-
Under puden kan du lige skimte de gule armbånd
Jeg er jo inkarneret Libertyfan (surprise!) og jeg synes de ville være et rigtig lækkert modtræk til alt det småblomstrede så man ikke ender med et alt for four o'clock tea/lemoncurd & scones/ agurkesandwich/lavendelduftende hjem.

Du kan se en lille smule mere om Kalejdoskop vs. Laila Stenderup her, men jeg skulle huske at sige, at siden endnu er under opbygning.



Næste indlæg fra Formland bliver om.....porcelæn! Igen! Man aner et mønster her, ikke?

Organiske former

I sidste uge var det jo upcyclinguge i mit projekt . Men ak, jeg når jo ikke at vise det halve frem af det jeg får lavet. Måske gælder alle disse brocher for hver én dag og så er jeg vel i virkeligheden ved at være foran? Nej?

Jeg har lavet brocher på helt simpel vis: broderer på stoffet, limer filt bagpå og syr en brochenål på til sidst. Helt og aldeles terapeutisk virksomhed! De smukke blomster ser helt anderledes ud, når man 'syr kronbladene væk'. Jeg kommer til at tænke på søpindsvin, vandmænd og andre havdyr med organiske faconer og mønstre.

Jeg vender tilbage senere i aften med mere fra Formland med indbygget farligt shoppetip til dem på Aalborgegnen!

Online samtidig med dig

Blog-arkiv

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...