fredag den 29. januar 2010

torsdag den 28. januar 2010

Two pints, please!

Jeg har lige været vidne til en kollision mellem min øldrikkende spæde ungdom og min nuværende moderrolle på den mest absurd mærkelige måde.

I 'gamle dage' (det er dem, hvor man ikke havde antydningen af rynker, deller eller bekymringer) gik jeg i byen i Odense efter et ret fast mønster. Eftermiddagen/aftenen startede øldrikkende på irsk pub (der dengang hed Paddy's/Paddy go easy - nu hedder det noget så mundret som Ryan's of Odense.....) og natten/morgenen tilbragte jeg dansende på Boogie's.
På Paddy's arbejdede de søde, charmerende bartendere og øl blev bestilt og skænket med et blink og halvlumre kommentarer. Fantastisk tid. Jeg er sikker på, at du er helt med på, hvad jeg mener.


I skrivende stund kommer jeg lige fra aflevering af to af de tre børn jeg har nået at avle siden dengang og på Ellas stue står en ny medhjælper. Han er til den gode side på Gerard Butlermåden. Ja, han hedder sågar Gerard, for det ikke ska være løwn.

Og han har skænket MANGE Murphy's Irish Red til mig i fordums tid. På en absolut stueren måde, må jeg hellere få med.

En virkelig bizar følelse, at stå dér på gul stue og føle sig som en på både 21 og 31 på samme tid!

Hvem passer dine børn idag?

tirsdag den 26. januar 2010

Liberty - det er ved at være sæson igen, JUHU!

Jaaaaaaa, så skal vi ha lækre småblomstrede bukser på igen. Bli'r det ikke dejligt?
Og jo, det ER smart. Hvis du er det mindste i tvivl, så læs Julies fabelagtige guide her og fortsættelsen her. Hvem var det, der kaldte det for storbyens camouflage? Fantastisk rammende i hvert fald.

Jeg har en orn'lig stak, der bare ligger og skriger på at blive syet op til lækre sager. Inden jeg når så langt håber jeg vældig kraftigt på at vinde denne smukke buksedragt på den give away Helle har skudt af på sin blog 'En fugl i hånden'. Liberty-Lis kan ikke sige nej....my precious......



Rundt omkring i blogland vrimler det med smukke stoffer, der lover varmere temperaturer forude. Christina syr mobilpung og smukke bukser med blomstrede lommer med jordbærtyve på. Julia pynter sig med silke og Clara har stadig fornøjelsen tilgode med postens leverance.
Og så har jeg slet ikke fået nævnt den ultimative Libertykunster
. Hun hedder Line og huserer lige her. Line og jeg har korresponderet igennem længere tid og derfor er jeg -oveni begejstringen for at hun er sprunget ud i at blogge- også umådelig stolt over at der nu findes et stadigt voksende udvalg af hendes FANTASTISKE sager i denne lille fedtbiks.

Look Book - but how?

Jeg er blevet bedt om at lave en look book - er der nogen derude bag skærmene, der har erfaring med det? Er der et eller andet herresejt program til (gratis eller billig) download, der bare er det bedste til den slags?

Jeg kan kun selv komme i tanker om at redigere billederne lidt i Picnik og så bare sætte dem ind i et worddokument. Er det bare helt håbløst og vil der blive grinet af mig i modtagerenden?

Det er ikke min intention at virke smartere, end jeg er. Hvilket naturligvis også kan blive ret svært, men jeg vil gerne få det til at se så pænt ud som muligt.

Any ideas?

Tak på forhånd:)

mandag den 25. januar 2010

Du er det bedste kort du har på hånden

-tilsyneladende er mine egne fingre ikke det bedste jeg har på hånden, for de udgav lige et komplet uredigeret indlæg, som de derefter i bar panik kom til at slette.

Nå, hvor kom jeg fra?

Jo.
Du er det bedste kort du har på hånden. Nogle sandheder og gode råd lagrer sig bare hurtigere og bedre end andre. Ovenstående er fra Julias site og her vrimler det med brugbare råd. Jeg er selv abonnent på hendes nyhedsbrev og har derfor modtaget den gratis e-bog om PR, markedsføring og synlighed. At læse den var virkelig en lavine af aha-oplevelser. Jeg er f.eks. blevet aktiv facebookbruger igen. Og se nu bare, hvor mange mennesker, der allerede følger bloggen derigennem og jeg har sågar fået takkemails, fordi jeg har gjort det muligt at følge med den vej. Halløjsa! Dét var jeg aldrig kommet igang med, hvis jeg ikke havde fulgt med i Julias timer.

Hvis du læser med her på min blog, så vil jeg godt vædde med, at du allerede kender Julias blog. Hvis du troede festen stoppede der, er du så ikke glad for, at den fortsætter her? Og at du med Julias hjælp kan feste igennem på din egen blog? Husk nu at tilmelde dig nyhedsbrevet - det næste kommer til at handle om

-blogging!

Har du sniffet Voksi?

I er jo vanvittige! Jo, gu er I så! Det er jo Pavlovs hunde om igen - skriv noget om Voksiposer og damerne i blogland går helt bananas på tastaturet;)

Men hey! Jeg er rigtig glad for al den positive respons på Fridas nyeste sovecamouflage. Jeg prøver lige at svare på nogle af gengangerspørgsmålene her.

-Alle stoffer er fra Stof&Stil. Shop online lige her. Det er ikke sikkert, at de alle er på shoppen endnu, da nogle af dem er forårsvarer. Pas godt på pengene, for de får hurtigt ben at gå på. Forårsvarerne er så SMUKKE!!!
-Det er ikke svært, men det er tidskrævende.
-Applikationer er heller ikke svære, men igen:Tidskrævende! (Der er link til min miniguide i forrige indlæg)
-Snore eller trykknapper? Jeg har kun forsøgt mig med snore og jeg tror helt ærligt også, at det er det mest durable. Trykknapper kræver meget forstærkning i stoffet, når man tænker på, hvor mange gange man skal åbne og lukke dem. På den anden side slipper du for at skifte snore på selve dynen og kan bruge mange flere slags betræk uden skelen til snorenes farve.
-Kan man købe dem? Aber natürlich! Send mig en mail, så vi kan aftale, hvordan din skal se ud:) En helt plain uden applikation vil jeg gerne have 1100,- for og en med vil jeg gerne have 1300,- for. Mange penge, ja. Dyrt, nej. Det tager lang tid og jeg er meget omhyggelig.

Nå, Ronni læser til eksamen på computeren og nu står han og puster mig i nakken. Han skal op i morgen i både mundtlig og skriftlig, så kryds lige fingre:)

Hej så længe!

Ps. Skinner solen også der, hvor du er? Det gør den her og det bobler af forår i min mave. Sofia er hjemme med lidt feber og nu går vi ud og graver sne væk på jagt efter forårsblomster. Man er vel ikke jubeloptimikst for ingenting;)

NB. Bemærk at prisen er 1100,- uden applikation og 1300,- med, selvom der står noget andet i kommentarfeltet.

søndag den 24. januar 2010

Færdigt arbejde - Voksiposen

Yay!

Voksiposen blev helt færdig her til formiddag. Frida har testet den og virker ret tilfreds med den.


Jeg synes selv, at det fungerer helt fint med den nederste del af inderposen syet i den varme koral.

 

Når vi drøner rundt i byen og skal ind i butikker, så plejer jeg at åbne den op, så hun ikke ligger og koger i butikkernes varme. Det flotte koralfarvede stof får således også mulighed for at lege med og gør den måske også lidt mere tøset? Jeg synes egentlig, at den er blevet lidt unisex, men jeg har jo også kun piger, så jeg ved ikke, hvor vild drengemødre vil være med sådan en bandit. Hvis jeg havde en dreng ville han selvfølgelig have langt hår og gå i farverigt tøj (så længe man nu må bestemme), så jeg kan jo sagtens komme her og kalde den unisex:)

 


Min vurdering af projektet er til den absolut positive side. Den var forholdsvis nem at tegne af. Det hjalp selvfølgelig på det, at jeg havde sprættet sømmene op. Det gik hurtigt med at sy den sammen, så i retrospekt fatter jeg jo slet ikke, at jeg har bevæget mig rundt med 2 andre unger i så grim en pose!

Har du fået mod på at transformere din Voksipose? Tips til applikation finder du her og Voksis hjemmeside med oversigt over posens ufatteligt mange snører og snøremuligheder ligger lige her.

lørdag den 23. januar 2010

WIP - Voksiposen (igen)

Jeg har åbenbart ramt et blødt punkt hos mange med den Voksipose. Nu har I været så søde at komme med input omkring mine stofovervejelser og så skal I da også have lov at være med hele vejen igennem processen.

Det endte med en kombination af #1 og #2. Jeg har foldet den ud og foldet den sammen 100 gange og finjusteret mønsteret i ét væk hele dagen. Men nu er den også helt perfekt:) Jeg droppede at sy den der stribe ned på fronten, for vi har aldrig brugt den foldning. Vidste faktisk slet ikke man kunne folde den så lille. Ganske fikst, men vi har som sagt ikke brugt det.

Jeg synes den blev lidt for 'bar' med kun det blå Södahlstof, så jeg klippede et lille træ til fronten med blade af smukke rester. I skrivende stund er det færdigapplikeret, men billedet er fra i eftermiddags, hvor lyset var så godt som det nu kan blive på denne grå tid af året.


Inderposen er både grøn og koral, men det må I se i morgen, for jeg har ikke syet den sammen endnu og nu skal jeg se film og spise chokolade.
Hva? Slanker det ikke?

Hva saddan......

fredag den 22. januar 2010

Nye farver til voksiposen

Men hvilke? Jeg har ikke nogen stopknap, når det kommer til stof. Eller chokolade, men det er jo en anden snak.
Jeg har valgt 4 forskellige kombinationer af stoffer til Voksiens nye betræk. Jeg har også købt nye snore til den, for de gamle var også ved at flosse lidt af mange ganges brug. Vi har fået Voksiposen foræret og der har så vidt vides sovet 5 børn i den før Frida nu har fået fornøjelsen.

Her er kombinationsmulighed #1. Det er meningen, at det blå Södahl med de små hvide blomster skal være yderstof og det grønne skal være inderstof. Nye snore i gult fuldender farvekombinationen.


Mulighed #2 er næsten magen til, blot er det grønne skiftet ud med en flot koral, der har fået en snert for meget rød på mit billede.Det er svært at fange farven rigtigt.

Mulighed #3 har jeg mest valgt, fordi jeg gik lidt igang igår med at klippe forstof i det sorte fuglestof. Det pink er babyfløjl. Jeg synes babyfløjl er lækkert til Voksiposen, men jeg er ikke hel sikker at jeg er så vild med kombinationen alligevel, nu jeg er kommet hjem.


Sidste mulighed er i mere dæmpede nuancer.Yderstof i støvet lyng og inderstof i småblomstret støvede farver. Til denne kombinationsmulighed har jeg valgt støvet lilla snor. Jeg synes den sidste her er rigtig fin, men de lilla snore udelukker de tre første kombinationsmulligheder.


UHA! Det er svært at vælge - og så er det jo lidt på tid, for Frida skal jo bruge den! Altså som i 'har brug for'!

Hvilken er pænest? Skal jeg mon kombinere mulighed #1 og #2? På den der signaturmåde, som Anne foreslog i formiddags?

Hmmmm........

Happy ending ahead?



Jeg er 'kommet til' at klippe min Voksipose i stykker.
Den var så grim, at det simpelthen skar i øjnene,når jeg kiggede ned på de afskyelige tern fra 90'erne. Egentlig ville jeg bare pille foret ud og så sy noget mere festligt i, for den røde farve er lidt okay, men nu har jeg alligevel bestemt mig for at gå hele vejen. I næste weekend forlader Frida og jeg provinsen og drager mod København og vi skal da ankomme standsmæssigt, ja vi skal så!

Dette projekt kan under ingen omstændigheder syltes i særlig mange timer, for Voksi'en er det eneste jeg har at stoppe den lille flæskesteg i. Nu cykler vi ind og kigger på stof. Frida ligger i sit babysæde i cykeltraileren under en polarsovepose....

Fortsættelse følger....

torsdag den 21. januar 2010

Signatursyning?

Jeg har opdaget en tendens hos mig selv. Jeg gentager det samme mønster i det uendelige og jeg bliver tilsyneladende aldrig rigtig træt af opskriften: Rester i skøn forening i midten og smukke prints i større flader udenom. Enkelt og bare så pænt.
Her er et udpluk af de seneste udfoldelser på den front.
I Liberty, for en gangs skyld....

tirsdag den 19. januar 2010

Hit med en voksen eller jeg skriger!

Det er en grumset dag idag på alle måder. Ronni er på job til imorgen tidlig, Ella har feber og er derfor hjemme fra vuggestue. I morges syntes jeg det virkede som en rigtig god idé, hvis Sofia så også bare blev hjemme, så vi rigtig kunne hygge alle sammen. Bare mig og tøserne, såååå hyggeligt. Det varede i en times tid.......

I skrivende stund er klokken 16 og jeg har de længste ører man endnu har set på mig.

Jeg synes ikke de klæder mig særlig godt.

På den anden side så står de måske meget godt til det hår jeg ikke har sat og den makeup jeg ikke har på.

Frida har dyrket intervalsovning á maks. ½ time. Sofia har klædt sig ud og insisteret på at blive tiltalt Snehvide. Ella har bare pjevset. De store piger har brugt det meste af dagen på den lille selskabsleg, der hedder 'hvor går grænsen?' Den kan man lege hele dagen og alle kan deltage - også dem, der ikke gider.

Udgangspunktet for denne dag var feberhygge på sofaen og stille lege, måske lidt klippe/klistre. I stedet er det endt med ufrivillig motion: Jeg har fået ekserceret nogle meget perifere gloser i mit ellers nydelige vokabularium og rynket brynene sammen så mange gange, at jeg tror jeg har lavet en ny rynke på mig selv.

I aften kommer Christina og så vil jeg ha mig et stort glas vin. Sgu!

Åh, manner! Kender du de dage?

Kan du undvære en halvtredskronesseddel?

Her til morgen læste jeg et indlæg hos Annamette og nu har jeg smidt en hund i bøssen. Har du også lidt du kan undvære, så kan du læse Annamettes indlæg her og støtte ved at trykke på Dansk Røde Kors-linket i højre side.

Ha en dejlig dag:)

mandag den 18. januar 2010

Puszta


Jeg har længe haft lyst til at sy og brodere i folklorestil. Så'n med blonder, farverige blomster og Heidi-snit , pufærmer og læderbælter, emblemer, sølvmønter og alpehatte. Det hele hældt i den store hat og vendt ud igen som et misk-mask af bulgarsk højslette, schweitzisk alpeidyl med Milkakøer og russisk folklore med babusjkaer, hjemlandssange og hjemmebrænderi.



Som med så mange af mine idéer, så bliver det mest ved tanken (som. f.eks. min Carl Larsson fascination der varede henover julen og som endte i en masse downloadede malerier og kjoleskitser med ikke mere end det og det nåede aldrig bloggen)og allerhøjst ender det i famlende forsøg på at føre det ud i livet. Inde i mit hovede er de færdige resultater intet mindre end fantastiske. Og så opdager man, at man selvfølgelig er håbløst bagud! Dette er jo ingen modeblog, så her er en chance for et billigt grin for modebloggere, der måtte have forvildet sig herind. John Galliano har nemlig allerede været der....selvfølgelig! I efteråret allerede. Jaja....


Min jomfrufærd udi overdådige bondebroderier er meget beskeden og egentlig er kjolen syet til Sofia, men hun nægtede at stille op i den, da den simpelthen er syet så dårligt, at den ikke snurrer nok, når hun drejer rundt!!! Utaknemmelige skarn. Ella har til gengæld vist sig fra en yderst sjældent samarbejdsvillig side og jeg fik lov at knipse et par billeder af hende, mens hun lærte sin dukke at gå (!)




Billederne fik mig i øvrigt lige til at erkende, at jeg simpelthen ikke er dukkefan. Adr!

søndag den 17. januar 2010

Hvem har spist det sidste stykke weekend?!!

Fredag eftermiddag

*BLINK*

Søndag aften.

Jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at sidde og fryse tæerne af i min nye systue for at presse de sidste rester af hygge ud af weekenden.
Lidt har jeg dog fået lavet. Var da også på tide efter, at stoffet i midten af puderne har ligget og ventet på at blive til puder i 1½ år. Ja, du læste rigtigt.....




Det er jo dejligt, når andres 'fåen-noget-fra-hånden' kan sparke til ens egen dovenskab og i dette tilfælde var det Linda og hendes puder, der uden at vide det, fik mig igang. Så TAK, Linda:)

torsdag den 14. januar 2010

Fyr en morfar



Dette er ikke et større filosofisk værk, men blot en konstatering af, at enten er man vild med røgelse eller også er man ikke. Jeg er enten - hvis det altså er noget man kan være? Og når det så er i sådan en smuk indpakning og til kun 16,90 er det vel ikke så meget at betænke sig på.

Selv lågene er smukke.

I butikken syntes jeg, at de alle sammen duftede rigtig lækkert, men der var dog et eller andet udefinerbart ved den der patchouli amber. Ikke noget skidt, men bare hmmm....velkendt på en måde jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Da jeg kom hjem slog det mig pludselig: Old Spice! Den dufter af Old Spice! Eller morfar, om man vil.

Har du altid haft lyst til at sætte ild til en morfar, må du en tur i Søstrene Grene.

Når jeg er færdig med at ryge hele hytten til, så har jeg søde dåser til knapper, bånd eller andet dims.

Namaste:)

onsdag den 13. januar 2010

WIP - barnevognsophæng

Ella har 'hjulpet' mig med at lave en barnevognskæde. Mens jeg har klippet og syet, har hun siddet på bordet ved siden af symaskinen og holdt samtlige af mine knapper op foran øjnene. 'Se, mor! Jeg har briller!' Sødt de første 4 gange, derefter..............


Vi laver regnvejrsskyer og forårsskyer uden regn i. For det er jo nærmest forår lige om lidt. Jo.

mandag den 11. januar 2010

Strik en halsedisse

Jeg halvlovede jo en opskrift på den der halsedisse jeg viste frem på Frida. Da det som sagt er en jeg har fundet på gaden, kan jeg på ingen måde tage ansvar for hvorvidt den er mønsterbeskyttet. Uden at skulle gøre mig alt for klog på det, så vil jeg dog tro, at den falder i samme kategori som alverdens djævlehuer - er det ikke bare sådan noget strikværk som kvinder har lavet siden tidernes morgen? En opskrift ejet af alle og ingen?
Hvis det ikke er tilfældet og jeg her er i gang med at forbryde mig imod copyrightloven, så gør mig gerne opmærksom på det.

Indtil vi (måske) bliver klogere, så er der her en opskrift du for min skyld må strikke lige så mange af du gider. Vil du strikke med henblik på videresalg er det også fint med mig. Så længe vi stadig ikke ved bedre:)

Hvis du både er blogger og strikker, er du desuden mere end velkommen til at sælge den og andre strikkerier her i min shop. Jeg synes der (blandt meget andet) mangler noget strik og der er jeg altså ikke leveringsdygtig. Send mig en mail for mere info.

Ikke mere snak. Strik for Silvan!



HALSEDISSE STR 0-½ ÅR

Materialer:
jumperpinde str 3
strømpepinde str 3 eller lille rundpind str 3
uldgarn, der passer til pind 3. Jeg har brugt dette fra Stof&Stil.
strikkefasthed:10 x 10 cm på p 3 -3½: 35p 29m. Prøv dig frem.

RYG: Slå 46 m op på pind 3. Strik 8 p ret. Strik de første og de sidste 4 m på alle pinde ret. Alle masker derimellem strikkes rib (2 vr., 2 r)
Strik 28 p ialt (inkl. de 8 p ret) Slå 8 m op i slutningen af pinden. Bryd garnet og lad arbejdet hvile.

BRYST: Slå 30 m op på pind 3 og strik som ryggen. Også her slås der 8 m op i slutningen af sidste p.
Sæt arbejdet på rundpind eller strømpepinde og strik lige op i 42 omg. rib.
Luk af. Hæft ender. Voilá!

Skal den strikkes i større størrelser kan man lægge en ekstra 'rib'  (altså deleligt m 4 m) på for- og bagstykke.

Jeg har aldrig skrevet en strikkeopskrift ned før, så jeg håber den er til at forstå.


God fornøjelse!

Jeg skal selv strikke en lille en, for min veninde og hendes kæreste aka. Sportsjournalisterne blev forældre til en lille pige i lørdags. Yay, babyer:)

søndag den 10. januar 2010

Trendsales er mit nye sort



Jeg håber jeg også bliver deres. Eller noget i den retning.

Nu er kuverten i hvert fald afsendt og der er vel blot tilbage at glæde sig:)

For ikke at gentage mig selv i det uendelige, så kommer her den kortest mulige opsummering på jeres skønne ord:

TAK

 Jeg har fået nogle gode mails omkring dette også og en af dem er fra en af de klogeste mennesker jeg kender. Hun rammer hovedet på sømmet, når hun skriver:

'Jeg synes selvfølgelig du skal tage imod det med kyshånd, det er ærlig talt noget af en tøseting at være i tvivl, men det er simplethen kvindekamp i en kokosskal! Der er ingen mænd i denne verden der ville tænke to sekunder over det, de ville formentlig presse prisen op og det er derfor kvinder til evig til vil tjene mindre end mænd!'

Amen.

Nå, nu har jeg vel også snart tærsket langhalm nok på dén.....

Jeg håber I alle har en rigtig dejlig søndag:)

lørdag den 9. januar 2010

Det er ikke kun fordi jeg er træt

...at jeg sidder og får tårer i øjnene. Tror nok man kunne kalde dem taknemmelighedstårer. Uden det skal gå hen og blive corny på nogen måde.

Jeg er rigtigrigtigrigtigrigtigrigtigrigtigrigtig glad for, at I gad tage jer tid til at læse, overveje mit dilemma og kommentere. Der er ikke én af jer, der nævner noget jeg ikke selv har overvejet og det tager jeg som et absolut godt tegn på min mentale sundhedstilstand. Jeg er åbenbart kommet hele vejen rundt om 'problematikken' i nat. For hvad fanden er problemet egentlig? Hvad er der nu i vejen med penge?
Man kunne vel næsten hævde, at det er en smule forkælet, at ville gøre det til et problem. På den anden side, så vil jeg jo nødig miste mig selv i det. Det er jo mit liv jeg skriver om, sådan som det rent faktisk foregår, give and take. Mit liv på skrift vil pludselig ejes af andre. Det ER da lidt underligt.....
Måske ville jeg have det anderledes med det, hvis det fra starten af mit bloggeri var det klare mål at tjene en skilling eller to på skriverierne. Men udgangspunktet var jo at skrive for min egen fornøjelses skyld, fordi jeg bare ikke kan lade være og fordi jeg ville have et sted at arkivere nogle af mine kreative udfoldelser, succeser og fiaskoer.

Nu, hvor jeg står overfor at åbne en ny dør i blogverdenen, er jeg glad for, at jeg fik det vendt med 'mit bagland' som jo er JER og ikke mindst Ronni og mine forældre som jo kender mig helt ind til den lille Liskerne:) Hvis jeg intet havde sagt og bare pludselig var at finde et andet sted med et nyt 'look' ville jeg føle jeg havde forrådt jer på en måde. Taler jeg sort? Skal jeg gå i seng? Spise mere chokolade?

Jeg er ikke nervøs for, om jeg mon kan holde 'min stil', for jeg er virkelig bare mig, når jeg skriver her. Og hvis der er noget jeg er ubesværet god til, så er det da at være Lis:) WYSIWYG!
Jeg er altså på ingen måde i tvivl om, hvorvidt jeg kan 'tilbyde' det samme som jeg altid har kunnet, for jeg er jo netop blevet bedt om ikke at lave noget om.

Skriveblokering? Har jeg aldrig for alvor oplevet, men jeg er jo også stadig våd bag ørerne i forhold til at levere ord i en lind strøm. Jeg har jo kun blogget i lidt over 2 år og jeg har da løbende haft mange overvejelser om, hvorfor, hvordan, hvor meget og alt muligt andet hv- relateret. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage og skulle starte en blog for allerførste gang, er der slet ingen tvivl om, at jeg ville tage fat i den her skønne dame og så ellers bare gøre mig til ler i hendes hænder.

Nu må vi se, hvordan historien udvikler sig.

Jeg er glad (hold OP, det er et lille ord) for, at I vil holde mig i hånden, når jeg åbner døren.

Godnat og tak:)

Hvad synes du? Helt ærligt!

Jeg skal spørge jer om noget!

*Dyb indånding* 

Jeg har virkelig brug for jeres helt ærlige mening. Råt for usødet!
Jeg har ligget vågen hele natten og spekuleret og uanset, hvordan jeg vender og drejer det, så er der ingen af de to sider af sagen, der rigtig vinder ved min egen tankes kraft.
En hovedårsagerne til at jeg er vild med at blogge er, at der her findes en ærlighed man ikke finder andre steder. Her er der ingen, der forstiller sig og prøver at være noget de ikke er. Fællesskabet er utroligt og enestående - bogstaveligt talt. Jeg elsker kontakten, mulighederne, menneskerne og ja, hele pakken!
(Kom nu til sagen, tænker du) (Jajajaja, jeg skal liiiiige danse færdig om den varme grød)

Well, sagen er den, at jeg i efteråret er blevet bedt om at blogge for et ret stort dansk site med over 400.000 brugere. Dén anerkendelse af ens udfoldelser her på bloggen er jo i sig selv fantastisk. Det er en af elementerne på plussiden. Det allerstørste - synes jeg selv - er, at jeg ikke skal blogge om noget bestemt. Næ, jeg skal sådan set bare fortsætte som jeg har gjort hidtil. Det er den del af det jeg selv er mest vild med. Hele min blog flyttes over og i fremtiden vil det så være dér du skal finde mig.

Og nu til det springende punkt.

Jeg får penge for det.

Igår ankom kontrakten så og mangler blot min underskrift og nu er det pludselig meget tæt på.Hele natten har jeg ligget og spekuleret på, om jeg er ved at sælge min sjæl og miste min integritet eller om jeg bare skal være glad for den anerkendelse og ikke mindst mulighed, der ligger i det.
?
Jeg vil ikke mudre indlægget langt og unødvendigt til, blot sige, at DIN mening betyder uendelig meget for mig. Hvis du gerne vil ytre dig, men foretrækker at gøre det anonymt, så har jeg lavet en afstemning ude i siden.
?
Er jeg en gammel hippie, der ikke fatter betydningen af, hvor stort det er og på hvem ussel mammon er helt spildt eller er jeg bare en dum kylling?
?
Vil I stadig være der? Det er det, der betyder allermest.
?
På forhånd tak.

-Og god weekend:)

Nå, nu troede jeg lige jeg havde skrevet det jeg ville sige, men der er mere, der vil ud. Jeg vil gerne understrege, at dette indlæg ikke er skrevet for rygklapperiets skyld. Jeg vil bare så gerne høre andres -ærlige- tanker om det.


Og NU trykker jeg 'udgiv'. Jeg tør ikke helt kigge.....

torsdag den 7. januar 2010

Jeg har strikket en øreflippush up!

Den er i lilla babyuld og har desuden den rare sidegevinst, at den luner helt godt om halsen også.
Den går ned både for og bag, så Frida ikke bliver kold.
Designet kan jeg på ingen måde tage æren for - forrige år fandt jeg på gaden en blå og forkommen halsedisse i noget akrylblanding. Den har jeg strikket efter og har faktisk strikket et par stykker efterhånden. De er nemme og kan laves mens man ser på flimsen. Smart-smart:) Den er også nem at strikke i større størrelser, så selv den nyeste nye strikker kan være med. Kunne da godt være jeg skulle dele en opskrift ud på bloggen.....?

Jeg har skrevet den ned et sted, skal liiiige finde den!

onsdag den 6. januar 2010

Syr du selv? Vil dine unger ikke posere i tøjet? Skal du bruge en gine?

Ronni og jeg har rykket rundt på 3 rum i weekenden. Og ja, det var en ALT for stor mundfuld! Vi har nu fået en stue, hvor der ingen spildplads er. Til gengæld er der dansegulv og det er da festligt. Mangler en discokugle! Vi har fået en familie/hyggestue i min gamle systue og jeg har fået et helt utrolig lyst krearum, der er helt utrolig fodkoldt! Det ligger nemlig lige over krybekælderen. NU ved jeg, hvorfor det i BBR henvises til som vinterhaven.....Brrrrrr.....

Mit nye rum er ikke bare flot, det er også småt, så nogle af alle mine ting må ud. Jeg har blandt andet en større samling af giner og der er vel strengt taget ingen grund til at have 3 i samme størrelse. Hvis du vil købe den ene, så har jeg den til salg lige her.




Den er str. 6-8 år og genial, hvis du syr selv og gerne vil have tøjet til at præsentere sig ordentligt. Det er jo ikke altid de kære børn er lige samarbejdsvillige. Egentlig kan jeg godt forstå det...
Den mangler den der dims oppe ved halsen, men det er blot en skønhedsfejl, ikke en funktionsfejl. Den er på rund fod i lakeret bøgetræ og kan indstilles i den ønskede højde. Betrækket er nyvasket og elastikken forneden sidder stadig stramt.

Var det noget?

Hvis du ikke er bruger på Trendsales og alligevel gerne vil have fingrene i den, så send mig en mail:)
UPDATE: Ginen har fundet et nyt hjem.

Fridag

Jeg fik kun syet en enkelt kjole til hver til juleaften, så det blev nemt at vælge. Nemmest med Ella, for hun foretrak en gammel denimkjole. 'Foretrak' - det lyder så pænt, ikke? Virkeligheden er tættere på 'flegnede ud som hysterisk hunkat i løbetid, da alternativer blev foreslået. Man skal vælge sine kampe med omhu, så jeg har en tilgode....
Frida endte i den med tern og babusjkaer, Sofia i en mælkedrengestribet  med lange ærmer og applikeret elgsdyr.



Igår var det min tur til at blive liggende i dynerne, mens Ronni tog sig af alt det morgenpraktiske, så jeg nåede slet ikke at se Sofia og Ella igår, før om eftermiddagen. Det følte jeg mig så snydt af, at  jeg idag har givet dem en fridag. De hygger så dejligt i vores nye familierum (mere om det en anden dag) og laver kager til mig i modellervoks med 'kirsebær' og 'blåbær'. Jeg får dem serveret på fine tallerkner, mens jeg tiltales 'Deres Majestæt'. Godt, at vi er enige om, hvem, der bestemmer.
Det har der ellers ikke været helt enighed om den sidste måneds tid. Sofia er virkelig igang med en udvikling lige nu, som helt sikkert er sund, men ret så opslidende for forældrene. Hun er virkelig grænsesøgende og det er så frustrerende, for jeg VED, at vores grænser er tydelige og klare. Alligevel overskrider hun dem konsekvent.Hvorfor?? Jeg hader at være Sure Mor. Hun er jo vores første barn og dermed fanebærer i alle de udviklingstrin, som børn skal igennem. Det bliver sikkert nemmere med Ella og Frida trøster vi os med, fordi man så har en idé om, hvad der venter samt erfaring med, at this, too, shall pass.

Nu skal vi en tur ud at cykle. Jeg skal cykle - trænger jo! - og de andre skal slappe af i henholdsvis cykeltrailer og i cykelsæde. Jeg mangler kantebånd til veste og nederdele som jeg er igang med.

Ha en dejlig dag, alle sammen:)

mandag den 4. januar 2010

Sortklædt tyksak i fri dressur

Jeg har set døden i øjnene!

Den lurerede på mig i går ved hvert gadehjørne jeg passerede i sneglefart i ufikst antræk. Jeg ville også gøre en endelse på mine lidelser, hvis jeg kunne se mig. Rent og skært medlidenhedsdrab!
Jeg har været ude at løbe! Det er vel noget nær et år siden jeg sidst gjorde det. Jeg husker lidt tåget, at have stoppet, så snart jeg fandt ud jeg var gravid med Frida til trods for, at alle de kloge bøger anbefaler gravide at fortsætte med at dyrke motion. Det har så båret straffen i sig selv, og nu har jeg 8 kg ekstra at lune mig med i den kolde vinter. Det har bestemt heller ikke hjulpet at jeg har spist marcipan og chokolade i gevaldige mængder hele julen som fik jeg penge for det.

Jeg tror det er lidt lissom med rygestop: Hvis man bekendtgør, at man er stoppet med at ryge - i mit tilfælde æde - så er det lidt pinligt at falde i igen. Jeg håber, det er, sådan det virker, for nu har jeg sagt det højt: Jeg er for rund og blød og slatten. Jeg skal tage mig sammen, æde mindre, motionere mere. Jeg vil gerne tabe 10 kg ialt eller gå to størrelser ned i tøj. Hvis det sidste mål nås før  det første, så er jeg glad og tilfreds. Og fejrer det nok med noget lækker mørk chokolade.

Jeg har fået hjælp fra uventet kant: 1 gang om året vokser min visdomstand og gør det umuligt at åbne munden særligt meget og denne gang har det endda været smertefuldt at tale! Tror jeg nok lige man kan kalde at være fanget i sin egen krop. Selvom jeg er glad for mad, så er jeg ikke SÅ glad for det, at jeg gider smerte, når jeg mæsker mig.

Online samtidig med dig

Blog-arkiv

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...