fredag den 29. maj 2009

Skønt papir, skøn far - sød stol

Jeg ved jeg har fortalt det før, men jeg er jo vokset op langt ude på landet. Vi boede i et firlænget stråtækket bindingsværkshus. Eller på en firlænget stråtækket bindingsværksgård. Det er med garanti ikke uvæsentligt, hvad jeg kalder det. Det skal nok blive påtalt ved næste familiesammenkomst, hvis jeg skriver forkert her. Men anyways. Der boede vi.
Nu er de 2 længer brækket ned og mine forældre byggede nyt stuehus (det hedder det på landet) i 1986. I den ene af de to længer har min far sit skatkammer. Med de rette briller på altså, for det er kun det trænede øje, der ser skattene. Amatører vil nok blot se en masse gamle sager, der tilsyneladende står tilfældigt rundt omkring. Det er bestemt ikke tilfældet! Her har jeg fundet gamle mælkejunger, flotte lamper, fine rammer, reoler, hylder, en stumtjener, skabe og you name it! Jeg ved han skammer sig lidt over alle de ting, der har hobet sig op, men jeg forstår ærligt talt ikke hvorfor. Der er god plads til dem og man kan altid med usvigelig sikkerhed finde et eller andet guld! Så kære far: Ret så ryggen og stolt dig af dit skrammel! Jeg elsker det!

Seneste udgravning har han selv stået for. En fin børnestol. To be. For da jeg fik den var den lakeret og med blåt linoleumssæde.
Nu har den fået en make over. Sart lyserød maling og det fineste minimegapapir med hvide blomster på brun bund. Jeg har lakeret papiret for at sikre mig, at det holder i lang tid.

Og sat et lille tag i bunden af stolen, så ingen nogensinde skal glemme Saras smukke arbejde.


Her kan du se andre gode idéer med det flotte papir. Og andre ting. En hel DIY-blog. Det er da lige til en god weekend med ungerne! Jeg skal i hvert fald sy notesbøger, det er helt sikkert.

torsdag den 28. maj 2009

Græsenke

Når katten er ude, spiller musene på bordet! Og den her mus har mæsket sig og danset på bordene siden mandag aften.

Min fornuftigere halvdel er på miniferie med 'de gamle drenge' fra Københavns Brandvæsen. Han er stadig medlem af holdkassen og da de ikke havde lavet noget i lang tid, kunne de med en lille ekstra sjat lige få 2½ dag på et all-inclusive resort på Mallorca.
Og SÅ har jeg ellers opført mig som en teenager alene hjemme uden forældre! Men altså uden fest. Eller - altså, det indermad jeg har bestilt nok af i går til aftensmad i 2 dage nærmer sig vel nok et festmåltid. Men tænk sig. I 2 dage skal jeg ikke lave mad, mens den ene er træt og den anden er overtræt og det hele ender i skrig og skrål. Og jeg får så lange ører, at jeg kan træde på dem. Og jeg kan altså rigtig rigtig godt lide at lave mad ellers, men nogle gange er man bare glad for at andre gider:)


Derudover har jeg bestilt en masse baby- og børnetøj fra diverse internetbutikker, som gerne må komme i morgen tidlig, hvor han er kommet hjem, men stadig sover. Og nej, jeg syr ikke alt tøj til mine egne børn. Har jeg heldigvis ikke tid til.

Og så var der jo også lige et TineK lagersalg, der trak her til formiddag. Som jeg egentlig ikke har tid til, men Sofia er småsløj, og så får jeg alligevel ikke noget fra hånden, så hvorfor ikke få lidt fest ud af det? Sofia synes det er festligt, for man må få lige så mange armbånd man kan slæbe afsted med. 10 kroner for 10 cm armbånd. Nøj, det er bolsjepædagogik så det hviner, I know. Men ih, for nogle fine sager. Har efterhånden været afsted så mange gange, at vores hjem snart ligner en reklame for TineK.
Og dog.
Det er jo + rod.
Det har jeg nemlig også dyrket på maraton niveau de sidste par dage. Samtlige stuer er smurt ind i stof. Overalt. Skubbet lidt ud til siden, når børnene er hjemme og fuldstændig eksploderet om dagen og igen om aftenen, når de sover.
Jeg har ikke vasket en eneste maskinfuld tøj eller lagt noget sammen og på plads. Jeg har dog fået vasket mine børn og lagt dem i seng. Vores seng, godt nok. Men i seng, sagde jeg jo. Meget nemmere at række armen ud efter en flaske vand klokken lort, end at rejse sig og gå ind på værelset med den.
Cykeltraileren er punkteret på det ene baghjul - jeg har kørt med den alligevel. pumpet lidt luft i, når den var helt flad.

Jeg ved ikke, hvor støvsugeren er.

Men jeg skal finde den idag, for selvom jeg trives bedst i kaos, så er den dér gamle floskel med modsætninger mødes og sød musik opstår bare lige præcis Ronni og mig.
Og jeg savner ham og hans forbandede struktur.
Og selvom jeg ikke har tænkt mig at varme hans tøfler, hænge slåbrokken frem og stoppe en pibe til ham, så glæder jeg mig til han kommer hjem til et hjem, der vidner om, at han er savnet og at jeg har gjort mig umage for, at han skal føle sig glad og tilpas.

Indtil pligten virkelig kalder, altså som i RÅBER, vil jeg nyde mit rod lidt endnu. Ahhhh.......:)


Ps. Ret skal være ret og Ronni har selvfølgelig hverken tøfler, slåbrok eller pibe. Han har Havaianas, flotte og farverige tatoveringer og en umanerlig sund kulør, vil jeg tro. Syntes lige han lød som en morfar...

tirsdag den 19. maj 2009

ohh-la-la

Ikke nok med, at jeg har fået tastatur og internet ved hånden igen - nu har jeg sgu også kamera!
Jeg skal lige lære det at kende, men jeg er sikker på, at vi nok skal blive gode venner, mig og Canon 1000D. Jeg har knipset tilfældigt rundt i eftermiddag, bare for lige at se, hvad det kan. Jeg fik loving på, at hvis jeg er for dum til at få det til at fange lilla og rød, så måtte jeg få pengene tilbage. Det kan jo godt ende i præstationspres, for jeg ville faktisk synes det var lidt flovt at komme tilbage med det. Jeg er der ikke helt endnu med den lilla....

Name it!

Så er man sørme online igen!
Jeg er siden sidst blevet den ualmindeligt triste ejer af en stendød computer. Eller i hvert fald en i koma: Efter 20 min. er den klar til at gå på nettet. I alt mellem 2 og 20 minutter før den lukker ned med et lille fornærmet 'klik'. Det er møgtræls og jeg er sur over det, men det er samtidig alt for kedeligt at skrive om! Så det var det. Dette er skrevet på lånt tastatur.

I morgen skal jeg scannes og vi får endelig endelig endelig at vide, om det er en lille dreng eller en lille pige. Jeg ønsker mig ikke det ene mere end det andet, men jeg er eddermame nysgerrig. Jeg har drømt det er en lille dreng. Det er selvfølgelig ikke en videnskabeligt anerkendt metode, men den holdt nu vand de 2 sidste gange.
Og så er der jo det med navne. Jeg synes jo, at vi allerede har brugt de fineste, der findes, så lige på dét punkt ville det da være helt fint med en lille dreng. Vil I høre the runner ups? Selvfølgelig vil I det.

På drengesiden (i vilkårlig rækkefølge):
Sylvester
Ludvig
Viggo
Hugo
Oskar
Hector
Vilbert
Villads

På pigesiden (også vilkårlig rækkefølge):
Alma
Olivia
Asta
Mona
Ingrid
Liva

Jeg har medtaget både mine og Ronnis favoritter, selvom vi ikke rigtig deler en enkelt endnu. Jeg har ikke sarte ører eller øjne, så hvis I får lyst til at kommentere på dem, er I meget velkomne. Vi kan jo lige så godt få det at vide først som sidst, hvis det er tosset;) Måske har du ikke flere børn du selv skal ha, men masser af navne i overskud? Smid navnene denne vej! Man kan ikke vinde noget. Tror jeg. Men du er velkommen alligevel:)

I virkeligheden er det nemmere, men mere omfattende, at lave en liste over alle de navne det bestemt ikke skal være....

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det absolut SKAL være dobbeltnavne igen. Altså, hvis det er en dreng. Pigerne hedder Sofia Viola og Ella Luna. En lillesøster skal vel ikke snydes for bogstavkonfekt, men skal en lillebror? Er det overhovedet rimeligt at bruge tankevirksomhed på den slags overvejelser? Sofia VED det bliver en pige, for det er jo det man får og så skal hun hedde Alma Nugga. Første navn figurerer på listen, men Nugga er vist alligevel lidt for hippie til mig. Trods alt.


Nå. Men. Jeg ville også bare lige sige hej-hej og kaste mig bag maskinerne igen med 180 i timen. Og tjekke mail i aften, når der er ro over feltet. så hej-hej:)

Online samtidig med dig

Søg i Karlssons Kludeskab (blog)

Indlæser...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...