I onsdags var Sofia og jeg en tur i Stof2000 for at købe guldtråd til flere Lenny Lovegunbukser. -Og pludselig var den der igen! Lysten til at sy tøj til mig selv (og forhåbentligt også andre) igen. Jeg stod og pillede lidt ubeslutsomt ved noget silkesatin. Mest fordi det bare var lækkert at røre ved og man må gerne pille:-) Imens tænkte jeg 'Hvis man da bare kunne sy, så skulle det her godt nok med hjem!'. Og det kan jeg jo, så jeg blev lidt sur på mig selv, for det er da for galt og nærmest i trods besluttede jeg mig for at købe forskellige 'voksenstoffer' med hjem. 
(Man kan da ikke se på billedet, at jeg har Ella på nakken, hva?- hun var så hidsig, at hun VILLE være hos mig og et øjebliks ophold i vinterhaven, der er FYLDT med legetøj, kunne under ingen omstændigheder komme på tale!)
Lysten til at købe det og lysten til at sy til voksne, var dog også blevet yderligere forstærket af, at jeg igennem mere end et par år er blevet opfordret til at få sat mine haremsbukser/hængerøvsbukser/berberbukser (ja, kært barn har jo mange navne) i produktion og da jeg den anden dag fik en kompliment for dem af en vildt fremmed, var det tilsyneladende det sidste, der skulle til, før jeg kunne komme igang. Jeg syede mit første par for ca 5 år siden og jeg har ELSKET dem.
De har en fantastisk minimizereffekt på numsen og de er samtidigt enormt behagelig at have på. Selv under graviditet har jeg haft dem på, da ribben sidder lige under maven. De er også rigtig fine med stiletter til.
De kan bruges både som lange og som korte bukser. Jeg foretrækker dem selv som korte.
Min model har i øvrigt haft fingrene for tæt på en mandolin. Altså sådan en man bruger i et køkken. Nå, det var lige en sidebemækning, som jo slet ikke hører til her, men nu er den skrevet og det tager for lang tid at slette, hvis dette indlæg skal være færdig, inden jeg skal i seng. Hjælp, jeg skal tilbage på sporet!!!
Vel hjemme igen gik jeg helt amok bag maskinen og syede til jeg var helt ør. Jeg måtte ikke bare sy bukser, men også en top og en kjole. Jeg har altid hørt, at det skulle være MEGET svært at sy med en elastik i undertråden, da det angiveligt skulle være nærmest umuligt at opnå den rette spænding i elastikken. Jeg kan med glæde afsløre her, at DET ER LØGN!!!! Det er easy peasy!! Man skal bare sørge for at stramme den rigtig rigtig godt til, mens man spoler den på. Det drilske kommer først, når man skal sætte spolen på plads i spolehuset. Det er dog ikke uladsiggørligt, og jeg præsterede det flere gange helt uden bandeord af nogen art, så spring blot ud i det, hvis du som jeg har haft den samme tøvende tilgang til det:-))
Her er den smukke silkesatin blevet til en flot kjole med fine håndsyede detaljer og perler og gamle mønter. Den er lækker champagnefarvet med sart rosa kirsebærgrene, hindbærfarvede blomster og brune fugle på brune grene. Virkelig fint stof.
Guldtråd - det glemte jeg fileme at få købt, men intet er jo som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget og se bare, hvad man kan få ud af IKKE at købe guldtråd, haha.
Jeg har i øvrigt ikke fået rettet mit link herude i venstre side (det med 'købe mine sager - tryk her) Du havner stadig på min private profil på Trendsales, men hvis du vil se bukser top og kjole på TS (ikke i dag, jeg skal snart i seng;-)), så må du søge på 'karlssons kludeskab', der er min erhvervsprofil. Det hele er på vej.
Godnat, gab, gab, gab. (Heldigvis er det Ronni tur til at stå op i morgen med pigerne og jeg håber ikke for ham at Ella igen står op kl 05.16!!!)